Hvad er børneinddragelse i praksis?

Fem former for børneinddragelse i praksis

En enkel måde at arbejde med børneinddragelse på er at se på fem former for inddragelse, som kan bruges på tværs af dagtilbud, skole, SFO, PPR og kommunale sammenhænge.

1. At lytte og anerkende

Den første form for børneinddragelse er den mest grundlæggende: at lytte til børn og anerkende det, de udtrykker.

Børn udtrykker sig ikke kun med ord. De udtrykker sig også gennem krop, mimik, handlinger, leg, tavshed, modstand, nysgerrighed, uro, spørgsmål og initiativer.

At lytte til børn kræver derfor mere end at stille spørgsmål. Det kræver, at voksne er nysgerrige på, hvad barnet forsøger at fortælle, også når det ikke bliver sagt direkte.

I dagtilbud kan det være det lille barn, der peger, vender kroppen væk, insisterer på en bestemt genstand eller gentager en leg igen og igen.

I skolen kan det være eleven, der siger, at gruppearbejde er svært, ikke rækker hånden op, bliver urolig i bestemte situationer eller viser stor interesse for en bestemt arbejdsform.

I PPR og tværfaglige sammenhænge kan det være vigtigt at spørge: Hvad ved barnet om sin egen hverdag, som vi voksne ikke kan se udefra?

At lytte og anerkende betyder ikke, at voksne skal give barnet ret i alt. Det betyder, at barnets oplevelse tages alvorligt som et vigtigt perspektiv.

Når børn oplever, at voksne lytter åbent og anerkendende, får de en grundlæggende demokratisk erfaring: Min stemme har værdi.

2. Medindflydelse i hverdagen

Den anden form handler om, at børn får mulighed for at påvirke noget i deres egen hverdag.

Medindflydelse behøver ikke begynde med store beslutninger. Den kan begynde i de små situationer, hvor børn får mulighed for at præge rammer, aktiviteter, undervisning, lege, rutiner og fælles aftaler.

Det afgørende er, at medindflydelsen er reel. Hvis alt allerede er besluttet, skal vi ikke foregive, at børnene bestemmer. Så er det bedre at sige tydeligt: “Det her ligger fast. Men I kan være med til at påvirke, hvordan vi gør det.”

Det skaber tillid.

Børn og unge kan godt forstå, at voksne har ansvar for rammer, sikkerhed, lovgivning, økonomi og pædagogiske mål. Men de har brug for at opleve, at der inden for de rammer er noget, de faktisk kan påvirke.

Det afgørende er, at medindflydelsen er reel. Hvis alt allerede er besluttet, skal vi ikke foregive, at børnene bestemmer. Så er det bedre at sige tydeligt: “Det her ligger fast. Men I kan være med til at påvirke, hvordan vi gør det.”

Det skaber tillid.

Børn og unge kan godt forstå, at voksne har ansvar for rammer, sikkerhed, lovgivning, økonomi og pædagogiske mål. Men de har brug for at opleve, at der inden for de rammer er noget, de faktisk kan påvirke.

Spørgsmål, man kan stille i praksis:

• Hvor har børnene allerede indflydelse i hverdagen?
• Hvor kunne de få lidt mere?
• Hvad ligger fast, og hvad kan børnene være med til at forme?
• Hvordan gør vi det synligt, at børnenes input bliver brugt?

Når børn får medindflydelse i hverdagen, udvikler de erfaringer med medbestemmelse. De oplever, at de ikke kun er modtagere af voksnes beslutninger, men deltagere i det fælles liv.

3. Reelle valg og prioritering

Den tredje form for børneinddragelse handler om at give børn reelle valgmuligheder.

Reelle valg er ikke det samme som at give børn frit valg mellem alt. Det handler om at give meningsfulde alternativer, hvor barnet eller børnegruppen faktisk kan vælge noget, der har betydning.

Der er forskel på at spørge:

“Vil du have den røde eller den blå kop?”

og at spørge:

“Vil du selv prøve først, eller skal jeg hjælpe dig i gang?”

Det første kan være fint i nogle situationer. Men det andet giver barnet en mere reel erfaring med at mærke sig selv, tage stilling og få indflydelse på sin egen deltagelse.

I dagtilbud kan reelle valg handle om:

• om barnet vil deltage på den ene eller anden måde
• hvilken rolle barnet vil have i en leg
• hvilken aktivitet gruppen vil begynde med
• hvilken sang, bog eller bevægelsesleg der skal vælges
• hvordan børnene vil vise eller fortælle om noget, de har oplevet

 I skolen kan reelle valg handle om:

• om eleven vil arbejde alene, i makkerpar eller gruppe
• hvilken opgave eleven vil begynde med
• hvordan et emne skal formidles
• hvilke spørgsmål klassen vil undersøge
• hvilke idéer klassen vil prioritere og arbejde videre med

Reelle valg kræver, at voksne ikke manipulerer barnet hen imod det svar, de selv foretrækker. Det kræver også, at vi ikke lægger et ansvar over på barnet, som barnet ikke kan eller skal bære.

Det er en vigtig balance.

Børn skal ikke gøres ansvarlige for voksnes beslutninger. Men de skal have erfaringer med, at deres valg og prioriteringer kan have betydning inden for trygge og tydelige rammer.

Spørgsmål, man kan stille i praksis:

• Er de valg, vi giver børnene, reelle?
• Er valgmulighederne tydelige og meningsfulde?
• Er der børn, der har brug for visuel støtte, mere tid eller færre valgmuligheder?
• Hvordan hjælper vi børn med at vælge uden at presse dem?
• Hvordan taler vi med børn om, at valg også kan have betydning for andre?

Når børn får erfaring med at vælge og prioritere, styrker det deres selvbestemmelse. De øver sig i at mærke, formulere og tage ansvar for egne ønsker og behov.

4. Deltagelse i fællesskaber

Den fjerde form for børneinddragelse handler om deltagelse i fællesskaber. 

Børneinddragelse handler ikke kun om det enkelte barns stemme. Det handler også om, hvordan børn får mulighed for at være en del af noget fælles. 

Demokratisk dannelse kræver erfaringer med, at ens egen stemme har betydning, men også at andres stemmer tæller. Børn skal øve sig i at lytte, forhandle, indgå kompromiser, tage hensyn og bidrage til fælles løsninger.

Det sker ikke kun i elevråd eller børnemøder. Det sker i hverdagens fællesskaber.

I PPR og kommunale indsatser er det vigtigt, at børns perspektiver ikke kun forstås individuelt. Et barn, der ikke trives, er ikke bare et barn med et problem. Det er også et barn, der deltager i bestemte relationer, rammer og fællesskaber.

Derfor må vi spørge:

• Hvilke deltagelsesmuligheder har barnet?
• Hvor lykkes barnet med at være en del af fællesskabet?
• Hvad gør det svært?
• Hvilke voksne, strukturer eller fællesskaber kan justeres?
• Hvordan kan barnets perspektiv hjælpe os med at udvikle praksis?

Når børn deltager i fællesskaber, udvikler de erfaringer med solidaritet. De lærer, at demokrati ikke kun handler om at få sin egen vilje, men om at være en del af et fællesskab, hvor flere stemmer og behov skal tages alvorligt.

5. Børns egne initiativer

Den femte form for børneinddragelse handler om at få øje på og gribe børns egne initiativer.

Børn har ikke kun en stemme, når voksne spørger dem. De udtrykker også interesser, idéer og perspektiver gennem det, de selv sætter i gang.

Det kan være børn, der begynder at bygge en hule, lege politi, undersøge vand på toilettet, samle sten på legepladsen, stille spørgsmål om dyr, lave deres egne regler i en leg eller foreslå en ny måde at arbejde med et emne på.

Nogle gange passer børns initiativer ikke ind i de voksnes plan. Nogle gange ser de endda besværlige ud.

Men netop her kan der ligge vigtige muligheder for børneinddragelse.

Hvis voksne altid lukker børns initiativer ned, lærer børn, at deres idéer ikke har betydning. Hvis voksne derimod undersøger, hvad børnene er optaget af, kan initiativerne blive afsæt for leg, læring, fællesskab og pædagogisk udvikling.

Det betyder ikke, at alt skal følges. Voksne har stadig ansvar for sikkerhed, struktur og rammer. Men det betyder, at vi kan øve os i at reagere med nysgerrighed før kontrol.

Når vi griber børns egne initiativer, viser vi dem, at de kan være medskabere af deres hverdag. Det styrker både handlekraft, engagement og oplevelsen af at høre til.

Børneinddragelse kræver tydelige voksne

En misforståelse om børneinddragelse er, at det betyder, at voksne skal træde tilbage og lade børnene bestemme.

Det er næsten omvendt.

God børneinddragelse kræver tydelige voksne. Voksne, der kan sætte rammer, forklare formål, støtte deltagelse, skabe tryghed og hjælpe børn med at omsætte deres perspektiver til fælles handling.

Børn har brug for voksne, der kan sige:

• “Det her kan I være med til at bestemme.”
• “Det her har jeg som voksen ansvar for.”
• “Jeg vil gerne høre, hvad I tænker.”
• “Vi kan ikke gøre alt, men vi kan bruge jeres idéer på den her måde.”
• “Det, I sagde, har fået os til at ændre dette.”

Når børn får den form for tydelighed, bliver inddragelse ikke diffust. Det bliver konkret, trygt og meningsfuldt.

Ligebehandling er ikke det samme som ensbehandling

Hvis børneinddragelse skal være reel, må vi også være opmærksomme på, at børn deltager forskelligt.

Nogle børn taler let og meget. Andre udtrykker sig gennem krop, leg, tegning, billeder, valg, tavshed eller små handlinger. Nogle børn har brug for tid til at tænke. Andre har brug for konkrete materialer, visuel støtte eller en mindre gruppe for at kunne deltage.

Derfor er det ikke nok at give alle børn den samme mulighed.

 Hvis en voksen spørger en stor gruppe børn: “Hvad synes I?”, er det ofte de samme børn, der svarer. Det kan se ud som inddragelse, men i praksis er det måske kun nogle få børns perspektiver, der kommer frem.

 Reel børneinddragelse kræver, at voksne justerer metoder og rammer, så flere børn kan være med.

Det kan for eksempel være ved at:

• bruge billeder, kort, tegninger eller konkrete genstande
• lade børn vælge med kroppen
• give tænketid
• tale med børn i mindre grupper
• observere børns leg og initiativer
• bruge makkersamtaler før fælles samtale
• lade børn vise i stedet for at forklare
• følge op individuelt med børn, der ikke kom til orde

Lige deltagelsesmuligheder kræver ikke ens behandling. Det kræver, at vi tager børns forskellige forudsætninger alvorligt.

Fra børneperspektiv til pædagogisk handling

Børneinddragelse slutter ikke, når barnet har sagt noget.

Det er ofte først dér, det faglige arbejde begynder.

Når børn udtrykker deres perspektiver, må de voksne spørge sig selv:

• Hvad kalder det på i vores praksis?
• Hvad kan vi justere i rammerne?
• Hvad skal vi undersøge nærmere?
• Hvilke voksne skal handle på det?
• Hvad skal barnet eller børnegruppen have at vide bagefter?
• Hvordan følger vi op?

Det er vigtigt, fordi børn skal kunne erfare, at deres bidrag ikke forsvinder ind i et voksensystem. De skal opleve, at der kommer noget ud af at deltage.

Det kan være en lille ændring i hverdagen. En ny aftale. En justeret samling. En anden måde at lave grupper på. En opfølgende samtale. En ændring i klassens fælles regler. En ny opmærksomhed i teamet. Eller at barnets perspektiv bliver bragt med ind i en tværfaglig drøftelse.

Børn behøver ikke altid få deres ønske opfyldt. Men de har brug for at vide, at de er blevet hørt, og at deres perspektiv er taget alvorligt.

Børneinddragelse er en faglig praksis

Børneinddragelse er ikke et ekstra projekt, der skal lægges oven i alt det andet. Det er en måde at kvalificere det arbejde, der allerede foregår i dagtilbud, skole, PPR og kommunale sammenhænge.

Det handler om at stille skarpere spørgsmål til praksis:

• Hvor får børn mulighed for at udtrykke sig?
• Hvor får de reel indflydelse?
• Hvor bliver deres perspektiver brugt?
• Hvilke børn bliver let hørt?
• Hvilke børn skal vi gøre os mere umage for at få øje på?
• Hvordan hænger barnets perspektiv sammen med fællesskabet?
• Hvordan følger vi op, så børn kan erfare, at deres stemme betyder noget?

Når børneinddragelse bliver en del af den faglige praksis, styrker det ikke kun barnet. Det styrker også de voksnes blik for relationer, fællesskaber, læringsmiljøer og deltagelsesmuligheder.

Og det er netop her, børneinddragelse bliver en vej til demokratisk dannelse.

Vil I arbejde videre med børneinddragelse i praksis?

Hos Amondo & Facilitate arbejder vi med børneinddragelse, demokratisk dannelse og konkrete værktøjer, der kan bruges i dagtilbud, skole, PPR og kommunale udviklingsprocesser.

Vi udvikler materialer, dialogværktøjer og forløb, der gør det lettere at omsætte børns perspektiver til faglig refleksion og handling.